Sidste søndags/helligdags prædiken

Prædiken fra søndag d. 11-02-18:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas (i Den nye Aftale):

Jesus trak de tolv disciple til side og sagde: »Nu tager vi til Jerusalem. Alt det, profeterne har sagt om Menneskesønnen, kommer til at gå i opfyldelse. Jeg bliver udleveret til romerne. De vil håne og mishandle mig og spytte på mig. De vil piske mig og slå mig ihjel. Men efter tre dage vil jeg stå op fra de døde. Disciplene forstod ikke et ord af, hvad han sagde. Det gav slet ingen mening for dem.

Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind tigger i vejkanten. Han hørte at der kom en masse mennesker forbi, og spurgte hvad der foregik. » Det er Jesus fra Nazaret der er på vej,« lød svaret. »Hjælp mig, Jesus, jødernes kongesøn!« begyndte tiggeren at råbe. De forreste i mængden blev vrede og sagde at han skulle holde sin mund, men han råbte bare endnu højere: »Kongesønl Hjælp mig!« Jesus standsede og forlangte at få tiggeren ført hen til sig. »Hvad vil du gerne have mig til at gøre?« spurgte Jesus, da han kom derhen. »Giv mig synet igen, Herre,« svarede tiggeren. »Luk dine øjne op og se!« sagde Jesus. »Din tro har frelst dig.« Og i samme øjeblik kunne manden se. Han hyldede Gud og sluttede sig til Jesus, og alle de, der havde overværet det, takkede Gud. Lukas 18,31-43.

 

 

Der skal blive over 30 graders varme i Jeriko i dag. Jo – den er god nok, for jeg var inde at tjekke på Google her til morgen. Som en hed sommerdag herhjemme er det. Så tænk jer en måneds tid eller mere frem til påske. Så kan det godt være rigtig hedt i Jeriko sådan midt på dagen. Sådan var det også på Jesu tid. Så alle, der havde mulighed for det, krøb ind i skyggen – måske under den store byports hvælvinger. Det gjorde en af byens tiggere også. Og kan i forestille jer det? Nu sidder han så dér. Han er blind, og derfor kan han ikke udføre et almindeligt arbejde. Men der er ikke noget, der hedder socialhjælp, sygedagpenge eller ulykkesforsikring på den tid. Så han må tigge de mange, som kommer gennem porten, om nogle håndører. Og der kommer mange. Nogle trækker en kærre med frugt. Andre har deres varer bundet til æsler eller muldyr. Og så er der nogen, der kommer langvejs fra med deres spændende sager på dromedarer. Der er et leben og ret meget støj i sådan en byport.

                           Når man som blind tigger sidder der i porten, hvor alle skal forbi for at komme ind og ud af byen, så kan man ikke undgå at høre noget af det, som de mange mennesker taler om. Nogle taler om den forestående påskefest. Andre taler om de uforskammede romere, der har besat landet og opkræver told og skat for alt muligt. Men så er der nogle, der taler om, at en mand ved navn Jesus fra den nordlige del af landet, fra byen Nazaret i Galilæa, går rundt og fortæller om Gud på en helt ny måde. Man skal ikke overholde og opfylde love og regler for at Gud kan lide en, har han vist sagt. Nej Gud kan lide vi mennesker, fordi vi er hans skabninger. Gud elsker os, uanset om vi er små eller store, tykke eller tynde, pæne eller grimme, kan stå på ski eller mangler et ben, kan se langt eller er blind. Men fordi han gør det, skal vi også elske hinanden. Det har den blinde aldrig hørt før. Det vil sige, at han også har en chance hos Gud? At hans blinde øjne ikke er en straf for noget, som han selv eller nogle af hans forfædre en gang havde gjort. Det er dog fantastisk. Og  – ja den blinde tror næppe sine egne ører – men denne mand får tillige lamme til at gå, døve til at høre og blinde til at se. Han har godt nok hørt præsterne læse fra bibelen, at Gud en dag vil sende en ny stor og stærk konge i fuld rustning, som skal frelse sit folk fra besættelse og tyranni. Mon det er det, der er ved at ske nu?

                           Og så er det, den blinde spidser ører. For støjen tager til. Det lyder til, at en større samling mennesker kommer hen mod byporten.

 – Hvad mon der sker, tænker den blinde tigger.

Han rækker hånden ud og griber fat i en, der går forbi.

– Hør – kan du fortælle mig, hvad der sker?

Og den forbipasserende svarer, at det er Jesus fra Nazaret, der er på vej. Og så begynder den blinde måske af ren og skær overraskelse at råbe:

– Jesus, jødernes kongesøn, hjælp mig.

Og selv om mange tysser på ham og skælder ud, så bliver han ved endnu højere:

– Jesus, hjælp mig.

Og pludselig griber nogle hænder fat i ham og trækker ham af sted. Og han hører en stemme spørge:

– Hvad skal jeg gøre for dig?

Jeg ved ikke, hvad den blinde tænker ved det spørgsmål. Måske tænker han, at det dog er et underligt spørgsmål. Mon Jesus selv er blind, så han ikke kan se, hvad det drejer sig om. Men i hvert fald svarer den blinde:

– Lad mig kunne se.

Og så siger Jesus det fantastiske:

– Åben øjnene og se. Din tro har frelst dig.

Og den blinde blev så lykkelig, at han derefter fulgte Jesus.

 

Men hov. Når Jesus siger, at din tro har frelst dig, er det så ikke lige det modsatte af, hvad jeg sagde lige før – nemlig at vi ikke skal opfylde en helt masse for at få Guds kærlighed? Nej, det er det ikke. For det afgørende er, hvad vi mener med ordet tro. Vi vil måske sige, at tro betyder, at vi skal kunne trosbekendelsen uden ad og oven i købet tro på det hele, for at få Guds kærlighed. Men den blinde mand kunne jo ikke trosbekendelsen, for meget af det, vi siger i den, skete jo først efter hans møde med Jesus. Spørgsmålet er, om ikke ordet tro her betyder det samme som ordet tillid. Den blinde mand råber om hjælp, fordi han ud fra det, han har hørt, sætter sin lid til, at Jesus kan hjælpe ham. Og Jesus svarer:

– Luk øjnene op og se. Din tillid har frelst dig.

Sagen er nemlig det mærkelige, at den blind mand kan se på trods af sin blindhed. Vi kan se på mange måder – også med øjnene. Det kommer til udtryk i vores sprog. Vi kan se. Vi kan betragte. Vi kan skue. Vi kan stirre. Vi kan glo. Vi kan glane. Vi kan sigte. Alle de måder at se på, gør vi med øjnene. Men så kan vi også se på en anden måde. Vi kan indse. Det gør vi ikke med øjnene. Det gør vi med hjertet. Og det kan den blinde mand. Han kan se med hjertet. Hvis han havde kunnet se med øjnene, er det ikke sikkert, at han havde set noget særligt i den lasede, beskidte og tynde mand, der kom til byen. Jesus lignede bestemt ikke den konge, den blinde og andre i samtiden forventede. Men han kunne se med hjertet og fattede tillid til den kærlighed, der mødte ham gennem denne uanselige mand.

                           At se med hjertet. At teksterne til fastelavns søndag handler om at se, er tankevækkende, hvis vi tænker på, at vi jo egentlig tager masker på til fastelavn for ikke at blive set – som dem vi er. Som dem der meget nemt ødelægger livet for os selv og hinanden. Men at se med hjertet er at se med kærlighedens og tillidens optik og netop at se om bag det ydre – masken. Det er den eneste måde at overvinde fordomme på. Og det er også det, som hele påsken drejer sig om. Til påske skal vi høre om, hvordan Gud af kærlighed til os gav sig selv helt og fuldt. Dermed begav Gud, der blev menneske i Jesus, sig helt ind under de vilkår, der er vores lige til og med lidelse og død. Gud gjorde det for at trænge ind bag masken af ondskab, lidelse og død og rive denne maske af. Det er denne erfaring, der ligger bag nogle af de andre ord, vi har hørt i dag. Paulus skrev jo i det, vi kalder ”Kærlighedens Højsang”:

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.”
Den kærlighed, der er tale om, er Guds kærlighed. Det er den kærlighed, der ser på os med hjertet og ind bag de masker, vi ynder at gemme os bag. Og det er den kærlighed, vi kan se på med hjertet og møde med tillid. Det er jo også det vi gør, når vi i tillid støtter os til et menneske, der blev klynget op på et kors, og når vi sætter vores lid til, at det er sandt, når nogen påstår, at han altså stadig lever.

 

Og så er det jo i tillid, vi bærer vores små børn til dåb, som vi gør det her i dag. Set med øjnene er det, der sker i dåben bare tre små håndfulde vand, som præsten hælder over barnets hoved omgivet af nogle mærkelige, gamle ord. Men set med hjertet er dåben meget mere end det.

Dåben er en handling, hvor himlen berører jorden. Det er et helligt øjeblik.

Dåben er en begivenhed, hvor Guds rige rammer ned i vores virkelighed.

Dåben er et øjeblik, hvor Gud giver os sit løfte om, at han vil være hos os i liv og død og frelse os.

Her mødes Guds kærlige tilbud med vores tillid. Vi kommer i tillid til, at Guds tålmodige, milde og uophørlige kærlighed også vil gælde vore børn, som ikke har gjort sig fortjent til noget som helst andet, end at vi bærer dem tillidsfuldt frem til dåb. Derefter kan vi begynde at fortælle dem, hvem det nærmere er, de er døbt til.

                           Og det er i tillid, vi går til alters. Set med øjnene er nadveren jo bare et lille rund kiks og en skvæt druesaft omgivet af nogle gamle og mærkelige ord. Men set med hjertet er nadveren meget mere end det.

Nadveren er en handling, hvor himlen berører jorden. Den er et helligt øjeblik.

Nadveren er en begivenhed, hvor Guds rige krydser vores virkelighed. Jesus er til stede.

Nadveren er et øjeblik, hvor han fornyr sit løfte til os og tilbyder at se om bag vor maske og gøre os fri.

Også i nadveren mødes Guds kærlige tilbud med vores tillid. Vi kommer i tillid til, at Guds tålmodige, milde og uophørlige kærlighed også vil gælde os, som ikke har gjort sig fortjent til noget som helst andet, end at vi kommer til alterskranken i tillid til hans løfte. Derfra kan vi gå ud i vor hverdag og leve vort Gud til ære og vor næste til gavn.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evig­hed. Amen.