Sidste søndags/helligdags prædiken

Prædiken fra søndag d. 03-12-2017:

Jesus er altså gået til sabbatsgudstjeneste i Nazarets synagoge. Her kan enhver læsekyndig i menigheden blive bedt om at læse op af Det gamle Testamente og eventuelt føje en prædiken til. Nu peger synagogeforstanderen på Jesus:

– Vil du læse i dag? Her er profeten Esajas’ Bog, vælg selv teksten.  For Jesus er det et vigtigt valg af tekst. Det er nu, han kan løfte sløret for, hvad han vil – hvad han er blevet født og kaldet til.  Hvad skal han læse? Han kan ikke bare slå op på må og få i Esajas’ Bog, for det er en bog med store modsætninger: både surt og sødt, både nåde og straffedomme, eksempler på såvel Guds kærlighed som vrede. Han tager bogrullen, for det er en rulle, som man ikke kan bladre i, men må rulle fra den ene stok til den anden. Jesus når til de bestemte ord, han søgte. De var fra kapitel 61:

” Guds ånd følger mig, for Gud har kronet mig til konge. Han har sendt mig til de fattige med gode nyheder. Fanger skal sættes fri, og blinde skal se. Jeg er sendt for at befri de undertrykte. Guds tid er kommet.”

Her var der nogle ord, han gerne ville identificere sig med. Han vidste, at han netop var blevet kronet og sendt af Gud, og netop med godt budskab til fattige – for at udråbe, at Guds tid er kommet..

                           Men hvad vil det sige, at Guds tid er kommet?  I Det gamle Testamente – i 3. Mosebog kap. 25  – findes der en storslået tanke om et ”jubelår.” Hvert 50. år skulle være en art ”genoprettelsesår”: Da skulle alle hebraiske slaver frigives, og al jord, der var solgt i de forløbne 49 år, skulle gives tilbage til den oprindelige ejer. Al ophobet uret og undertrykkelse, al sammensparet uretfærdighed, skulle med ét slag fjernes. Hvert 50. år skulle fanger løslades og undertrykte sættes fri.  Altsammen som udtryk for, at Israels land var Guds ejendom og Israels folk dets forpagtere. Jubelåret var en genial socialpolitisk tanke, som skulle forhindre salg af mennesker og fast ejendom, og som kunne have sparet verden for mange voldelige sociale revolutioner i historiens løb. Tanken blev bare aldrig gennemført. Vi har i hvert fald ingen spor af, at utopien nogensinde blev til virkelighed. Det var en smuk drøm, som ikke blev realiseret. Men med tiden voksede der ud af den bristede drøm et profetisk syn om tider, som skulle komme. Jubelåret blev til Herrens nådeår, en Guds tid: Når Messias kom, den store konge, den ventede frelser, så skulle al ophobet uret og undertrykkelse, al opsparet uretfærdighed, fejes bort. Og folket skulle derfor vente og håbe.  Det er, kort fortalt, hvad nådeåret handler om. Og så stod Jesus nu i Nazarets lille, fattige synagoge og læste de gamle ord fra profeten Esajas om ham, der er sendt ” til de fattige med gode nyheder. Fanger skal sættes fri, og blinde skal se. Jeg er sendt for at befri de undertrykte. Guds tid er kommet.”

Og så begyndte hans prædiken: "I dag er den profeti, I lige har hørt, blevet opfyldt."

 

I dag. Sagt med andre ord: det er mig, Jesus, ordene handler om. Man kan vel ikke fortænke tilhørerne i, at de i første omgang blev begejstrede? At de, som der står, ”var imponerede over ham og over hans ord, som var fulde af håb og trøst.” Det havde de jo ventet i generationer på at høre. Men så skete der pludselig et brat omsving. Nogle er måske kommet til at se på de skallede og revnede vægge i den lille fattig synagoge i en lille fattig landsby i et lille fattigt land. Og ud af skæve mundvige har bredt sig tvivl og mistro:

Her står vi og betyder ingen verdens ting, mens vi hører på et ungt menneske, som mange af os har leget med som børn, og som er lige så fattig som os og betyder lige så lidt i det store billede som os. Men dér står han nu og siger, at han kommer med godt budskab til fattige. Han tror da vist, at han er noget, og det kan han jo ikke være, for han er jo bare Josefs søn.

Er der noget at sige til det bratte omsving? Modsætningen mellem det, de hørte, og det, de så, var for stor. Og de tænkte, at nu kunne de godt tænke sig at se bare nogle af de kraftige gerninger, han efter sigende havde gjort nede i nabobyen – se dem med egne øjne. Men han gjorde ikke som forventet. Og de blev vrede på ham og ville afskrive ham – slå ham ihjel.

                           Vi kan vel genkende os selv i de folk fra Nazaret. Med deres ører hørte de ét, og med deres øjne så de noget helt andet. Lad os bare sige det lige ud: der er ingen kristne, der slipper for den anfægtelse, at vi med vores ører hører ét og med vores øjne ser noget helt andet. Nu er der gået det meste af 2000 år siden Jesu prædiken i Nazareth, hvor han kom med godt budskab til fattige, om frigivelse af fanger, om syn til blinde, frihed til undertrykte og om, at Guds tid er kommet, et nådeår fra Herren, og hvad ser vi så i dag omkring os? Antallet af fattige er vistnok ikke blevet mindre, og hvad fanger angår, har der vel aldrig siddet så mange i al verdens fængsler og fangelejre som i dag. Heller ikke undertrykkelse er afskaffet; hvis den ophører i det ene land, dukker den hurtigt op i det andet. Korruption og svindel dræner statskasser for midler, som kunne have været brugt til fællesskabets gavn. Ja – langt ind i kirkens egne rækker også hos os i Folkekirken ser vi revner og sprækker. Ikke fysisk, for kirkerne er flotte og velholdte. Men moralsk og åndeligt. Jubelåret, nådens år, Guds tid med fred og retfærdighed synes længere væk end nogen sinde før. Og mange føler vel også grund til at afskrive kirkens budskab.

 

Alligevel lød det den gang i Nazaret og hos os her: I dag er profetien blevet opfyldt. Ordene ”i dag” står i modsætning til ordene ”en gang” eller ”en dag”. ”En gang” placerer det, vi taler om, på tryg afstand i fortiden; og ”en dag” placerer det lige så trygt ude i fremtiden. En gang gjorde jeg da rent, kan man undskylde sig med. En gang besøgte jeg min syge nabo. Eller en dag vil jeg få gjort noget ved hullerne i taget, kan man forsikre sig selv og andre om. Og en dag vil jeg spare op til pensionen. Jo, det er jo meget godt med en smule historisk bevidsthed eller gode fortsætter – men hvad med i dag? Hvad med Nu? ”I dag” er krævende og pågående, umulig at gemme væk i nostalgi eller fremtidsdrømme. For når det er ”i dag”, det gælder, må man tage det, der sker nu i øjeblikket på sig. I synagogen i Nazareth blev ordene ”i dag” og Jesu person ét. Uanset hvor skrøbelig og ussel han virkede, og uanset hvor gammelkendt han forekom dem at være, så var han opfyldelsen af Guds løfter. De løfter var ikke gemt i en fjern fortid som løfter til de gamle forfædre, og de var ikke henvist til profetier om en lykketilstand i en fjern fremtid. De var bundet til en person i en skinbarlig nutid. At Guds tid var inde viste Jesus de følgende tre år på sin vej rundt i landet og op til Jerusalem. Syge blev helbredt, sultende fik mad og drikke, og mennesker fanget af fordomme og traditioner blev sat fri. 

                           Dette ”i dag” gælder også hos os. Jesus er opfyldelsen af Guds løfte om, at hans tid må være en realitet også for os.  Uanset hvor skrøbelig budbringeren – kirken – kan forekomme, så ligger løfternes opfyldelse i forkyndelsen af Jesu ord og gerning. Hans budskab om kærlighed til Gud og medmennesket rummer opfyldelsen af løfterne. Paulus skriver til sine medkristne i Rom, at de skal elske andre på samme måde, som de elsker sig selv. Derfor er det på tide at vågne op. Frelsen er tættere på, og natten er ved at være forbi. Snart er det dag. Derfor opfordrer han dem til at lægge mørkets gerninger bag sig og kæmpe med lysets våben. ”Lad os leve et ordentligt liv, der kan tåle at se dagens lys,” slutter han. Det skal forstås lige så konkret, som Jesus forstod det.  Jesus taler lige ud og direkte om godt budskab til fattige, frigivelse for fanger, syn til blinde, frihed til undertrykte og et nådeår fra Herren. Jeg er faldet over et lille stykke, hvis forfatter er ukendt. Ordene lyder sådan:

Hvor sulten hersker, er frelse lig med brød.

Hvor synden tynger, er frelse lig med tilgivelse.

Hvor mennesker bliver trampet på, er frelse lig med menneskeværd.

Hvor folk er ensomme, er frelse lig med fællesskab.

Hvor alt er meningsløst, er frelse lig med tro og håb.

Hvor døden truer, er frelse et budskab om opstandelse, et løfte om nyt liv.

Her er der, ligesom i Jesu prædiken i Nazareth slet ingen indskrænkning. ”De fattige” er kort og godt dem, der savner, hvad de hårdt behøver. Og Jesus udråbte godt budskab til alle fattige. Ikke en gang, ikke en dag – men NU.

 

 Her til sidst må vi så erkende, at det nok er meget forskelligt, hvad vi hårdt behøver. Men een ting er vi alle fælles om at behøve. Det er Guds tilgivelse. For når alle vore gode hensigter om at formidle budskabet om jubelåret, nådeåret, Guds tid slår fejl, så er vores trøst, at det er Jesus, der er opfyldelsen. Det er ham  det hviler på. Alt det, der var, har han taget på sig. Alle mine fejl, mangler og misgerninger er i troen på det løftet væk. Ligeså har han taget fremtiden på sig. Båd den fremtid som vi indhyller i lyserøde fremtidsdrømme og den fremtid, som fylder os med mørke bekymringer.  Din fremtid tager jeg på mig, siger Jesus. Hav tillid til mine ord i dag. Og dermed bliver ordene ”i dag” ikke kun ord, der kræver, men ord, der sætter os fri. Det er derfor, vi bærer vore børn til dåb, som Merle er blevet det i dag. Og det er derfor, vi går til alters for at lægge vore byrder over på ham.  Jesus kommer os i møde. Det er advent. Amen.