Sidste søndags/helligdags prædiken

Prædiken fra søndag d. 15-10-2017:

Lad os bede:

Så lær mig da, Herre, at dig til behag

jeg bruger det pund, mig blev givet,

at fylde med hæderligt virke min dag,

at hjælpe og værne om den, som er svag,

at elske, thi deri er livet…

 

Lad os rejse os og høre dette hellige evangelium som det står skrevet hos evangelisten Mattæus:

v34  Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, v35  og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: v36  »Mester, hvad er det største bud i loven?« v37  Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ v38  Det er det største og det første bud. v39  Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ v40  På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

v41  Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: v42  »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« v43  Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:

       v44  Herren sagde til min herre:

      Sæt dig ved min højre hånd,

      indtil jeg får lagt dine fjender

      under dine fødder?

v45  Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« v46  Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

AMEN.

 

I torsdags kunne vi i TV Avisen se et indslag, hvor en adfærsforsker eller noget fortalte, at det at gøre noget godt for hinanden gør os mere lykkelige. Det gælder uanset, om vi hjælper i det små som f.eks. ved at slå naboens græs eller rydde hendes fortov for sne (det sidste er med klimaforandringerne in mente måske nemmere end det første), eller vi hælper i det store ved at donere større eller mindre beløb til de forskellige landsindsamlinger. At hjælpe tricker nogle hormoner, der giver en god fornemmelse. Man giver noget – og får noget igen. Man hører ganske vist ofte argumenter for, at det er naivt og useriøst at tage hensyn til hinanden – især da dem, der er svage. For hjælper det noget at tage hensyn til de svage? Nasser de ikke bare på vores godhed? Skal de ikke bare tage sig sammen? Men indslaget viste, at måske er sådan noget som næstekærlighed ikke så dumt og naivt et projekt, som det sommetider fremstilles som. Hverken for giver eller modtager.

                           Det kan så stå som en indgangsreplik til dagens evangelium. Her bliver Jesus stillet et spørgsmål, som ingen snu politiker kunne have formuleret bedre: ”Hvad er det største bud i Loven?”. Det bliver nemlig ikke stillet, fordi spørgeren er interesseret i at få et svar, der kan udvide hans eller de øvrige tilhøreres horisont eller gøre dem klogere. Nej, der er tale om at sætte Jesus på en prøve. Det er der i øvrigt flere, der har forsøgt før. Faktisk er dagens spørgsmål ifølge Mattæus det tredje forsøg på at sætte en fælde for Jesus. Herodianerne – et parti eller en gruppe som støttede den jødiske konge Herodes – havde prøvet. Derefter havde zaddukæerne, der var tilhængere af det højere præsteskab, forsøgt sig. Så nu var det farisæerne tur – farisæerne der var en slags missionsbevægelse i det jødiske folk. Alle disse grupper var indbyrdes modstandere for ikke at sige fjender – men der er altså ikke noget, som kan forene modstandere, som en fælles fjende. Og det var Jesus, fordi han med sin forkyndelse igen og igen satte spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå disse grupper forsøgte at fastholde deres magt over folk enten materielt, politisk eller åndeligt.

 

Men Jesus lader sig ikke lokke. Han leverer et svar på spørgsmålet om det største bud i Loven, som på den ene side er velkendt, på den anden side overraskende nyt. Det velkendte ligger i, at han netop ikke foregiver at levere noget nyt og provokerende. Han henviser tværtimod til noget, som tilhørerne var helt bekendt med. Han henviser dels til Israels grundlæggende trosbekendelse fra 5. Mosebog: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.”  Til dette bud føjer han så et andet kendt, grundlæggende bud fra 3. Mosebog.: Du skal elske din næste som dig selv. Tilhøreren må have stået og nikket om kap til disse ord: Godt svaret, Jesus. Du har ikke rodet dig ud i en prioritering af de 613 forbud og påbud, der findes i Moseloven, men understreget det helt grundlæggende: Elsk Gud og næsten.

                           Men så kommer det overraskende nye. Jesus nøjes nemlig ikke med at henvise til det velkendte, men han giver det velkendte en helt ny tolkning. Det nye og afgørende ligger altså ikke i buddene selv, som spørgeren kender lige så godt som Jesus. Nej, det nye ligger i Jesu måde at forstå dem på. Hvor disse to grundlæggende bud om at elske Gud og medmennesket nemlig for spørgeren er noget principielt, hvorudfra man kan uddrage alle de andre bud, dér er de for Jesus ophævelsen af alle bud. Hvor spørgeren vil se alle de mange bud i loven om stort set alle livets forhold som nødvendige præciseringer af kærligheden til Gud og næsten, der ser Jesus det dobbelte kærlighedsbud som en ophævelse af loven. Kærligheden til Gud og næsten gør buddene overflødige. Og når vi ser tilbage på alle de mange gange i løbet af kirkeåret, hvor vi i beskrivelsen af Jesu virksomhed møder modsætningen mellem buddets krav og kærlighedens krav, ja så må buddet vige.

                           For spørgeren og hans ligesindede har denne udvikling i samtalen været foruroligende, men helt galt bliver det, da Jesus sætter ind med sit modspørgsmål: Hvem mener I, at Kristus er. For os moderne danskere kan hele denne samtale forekomme som det rene huttelihut. Men for lige at ridse op: Samtalen her foregår efter Jesu indtog i Jerusalem Palmesøndag. Han er blevet tiljublet af folkemasserne som jødernes nye hellige konge, kaldet Messias på hebræisk, Kristus på græsk, som man har ventet på i århundreder, og som der er skrevet så meget om i jødernes hellige skrifter. Det er ind i den sammenhæng Jesu spørgsmål bliver så provokerende. For ved at henvise til det sted fra Davids salmer i GT, som jeg læste lige før, forkynder Jesus sig selv som Gud og menneske med ret til at ophæve loven: Jeg, Kristus, er mere end David. Og samtidig er jeg en helt anden, end I forventede. Med sit modspørgsmål lukker Jesus munden på modstanderne, men som vi, der kender fortsættelsen, ved, så stoppede det ikke fjendskabet, og Jesus blev dræbt.

 

Der er to væsentlige forhold, som vi kan uddrage af det dobbelte kærlighedsbud ”Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv”. Det ene forhold er, at Jesus sammenknytter tre lad os kalde dem for personer, som genstand for menneskets kærlighed: Selvet, Gud og Næsten. Og det er vigtigt, at Jesus knytter disse personer fast sammen, for adskilles de eller glemmes en eller to af dem, bliver kærlighedsbegrebet perverteret.

•                         Uden at jeg skal pådutte Jesus, at han har benyttet sig af noget der minder om den moderne psykologiske snak om, at alting begynder med selvaccept, så er det jo en almindelig erfaring, som Jesus også gjorde sig, at ethvert menneske er sig selv nærmest. Det er imidlertid også en moderne dyrekøbt erfaring, at selvkærlighed uden tanke for Gud eller næsten meget nemt ender i en altødelæggende grådighed.

•                         Kærligheden til Gud kan også udvikle sig til en dødbringende gift, hvis den brænder af al kraft uden hensyn til Selvet eller Næsten. Også det har vi jo erfaret gennem de senere år med terrorisme og selvmordsbombere. Hvor gudskærligheden ikke deler sin lidenskab med kærlighed til Selvet og kærlighed til Næsten, er den altfortærende.

•                         Endelig kan kærligheden til Næsten også fordrejes og forvandles til noget, der ikke har med kærlighed at gøre. Vi har jo erfaret det gennem de sidste par hundrede år eller tre, at hvor kærligheden til Gud forsvandt, forvandlede den mest brændende næstekærlighed sig til ideologier, som fik millioner af menneskers liv på samvittigheden. Når Gud forsvinder ud af ligningen, står mennesket alene tilbage – som en gud.

Derfor er det så vigtigt, at Jesus knytter kærligheden til disse tre instanser tæt sammen: Selvet, Gud og Næsten. Kun derved udleves det dobbelte kærlighedsbud.

Det kan godt være, at man kan bygge samfund og fællesskaber på andre værdier end det dobbelte kærlig-hedsbud. Det kan godt være, at man kan smide det kristne gudsbilled på porten. Men skal så bare gøre sig klart, hvad det er for andre værdier, man så vi bygge på. Og man skal vide, at man i stedet for det kristne gudsbilled bygger sig et andet – måske ikke skåret i træ og støbt i guld, men så konstrueret i beton, glas, stål, aktier, våben, skattelettelser, aftaler, alliancer og hvem ved hvad.

                          

Men så er det, at vi alligevel må spørge med respekt og uden bagtanke: Hvis alle disse mange bud og regler afskaffes gennem det dobbelte kærlighedsbud, har vi så ikke bare fået en anden lov? Du skal elske Gud!!! Du skal elske din næste!!! Men her møder vi det andet væsentlige forhold, nemlig at Jesus gennem hele sin virksomhed viser, at vi kun kan elske Gud, fordi vi er elsket først. Der er et grundlæggende tilhørsforhold som er begrundet i, at vi skylder Gud vort liv og det i det, der gør det muligt og værd at leve. At elske Gud er derfor ikke noget, som vi kan præstere i form af fromhed eller gode gerninger, men udelukkende ved at leve livet i taknemmelighed. Til Gud kommer vi med vores tak, bøn og tillid til, at vi i alt, hvad der sker, må vide os som hans mennesker. Så fromhed og gode gerninger udspringer ikke af ønsket om at fortjene noget, men af taknemmelighed over det, vi har fået. Det er jo også derfor, vi bærer vore børn til dåb og går til alters. Ikke for at fortjene noget, men for at modtage Guds betingelsesløse kærlighed, så vi kan tjene vor næste.

                           Til sidst i gudstjenesten skal vi synge K.L. Aastrups frie oversættelse af den svenske salme ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”. Det siges, at han overvejede i sidste vers ikke at skrive: ”At elske thi deri er livet”, men i stedet at skrive ”At elskes thi deri er livet”.  Det ville måske ikke have passet så godt til salmen i øvrigt, men det ville have været et sandt evangelisk punktum. Amen.